Det er aldrig din faglighed eller din dygtighed der fælder dig i arbejdet med mennesker. Det er altid din personlighed og den måde du forvalter din viden og tilgang på ! ; Er min påstand –

Supervision er fagpersonlig og individuel efteruddannelse.

Målet med supervisionen er fagpersonlig udvikling med focus på supervisantens arbejdsliv. I supervisionen går vi ind og og tydeliggør evt. følelsesmæssige aspekter i relationen og i den aktuelle sag, men vi bearbejder ikke deres opståen som i terapien. I supervision er der altid to fagfolk, som har et fag, der skal anvendes. Jeg tror på, at vi selv har svarene, men at det der skal til for at se nye veje og muligheder og veje er, at blive hørt, set og mødt der hvor man er. Man kan sagtens undervejs i supervisionen nå frem til, at man har brug for mere teori eller undervisning inden for et eller flere områder, men så tager vi den derfra. Supervision er en meget struktureret samtale styret af supervisor og målet er ikke, at nå et bestemt sted hen, men at blive klogere undervejs. En procesorienteret samtale.

Dette kan være temaer til supervision

• Jeg mangler engagement – mister energi i den pågældende sag
• Jeg har en fornemmelse af at gå i ring, ikke opnå fremskridt i arbejdet
• Jeg håber på afbud udeblivelse fra klienten
• Jeg trænger til at tale om det der dukker op, hvor det ikke hører hjemme
• Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg kan ikke slippe sagen
• Jeg synes ikke længere jeg har overblikket
• Jeg er bange for, om jeg er blevet for faglig indforstået og rutinepræget
• Er der andre måder at arbejde med ?
• Jeg trænger til at gøre status over min indsats
• Hvordan bevarer jeg min faglighed, når følelserne tager over ?
• Jeg er usikker på om min opfattelse af klienten er blevet farvet af vores lange forløb sammen
• Hvordan får jeg taget hul på en samtale om ….?
• Hvad er min rolle, min opgave, mine ansvarsområder i forhold til klient,kollegaer,ledelse,samarbejdspartnere?

Når man arbejder med at hjælpe andre mennesker er det vigtigt er det vigtigt at kunne sætte sig i deres sted:

Om at hjælpe af Søren Kierkegaard:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere en han – men dog ved først og fremmest at forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden I stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.

Søren Kierkegaard ”Brudstykke af en ligefrem Meddelelse” (1859)